En andeledes opgave: Brandvæsen redder papegøje ned fra træ

KRAGELUND Brand og Redning blev ved 15-tiden tirsdag kaldt til Funder Kirke på en specialopgave, der leder tankerne hen på opbyggelige børnebøger som »Peter Pedal«.

En ung kvinde var ude at gå med sin tamme papegøje i snor. Den slap fra hende og satte sig cirka 10 meter oppe i et træ på kirkegården.

Snoren viklede sig ind i grenen, og der sad fuglen så. Umiddelbart var det ikke muligt at klatre op efter den.

Indsatsleder Lasse Magnussen vurderede, at brandstationens store drejestige godt kunne komme til på stedet, og det lykkedes en brandmand at få papegøjen helskindet ned igen.

- Fuglen overlevede, og jeg tror, at den var glad for at komme ned igen. Det var ejermanden i hvert fald, siger han.