Forsvundet pige er set syd for Aarhus

Søren Nielsen og Brian Holst 

Den efterlyste pige fra Langsøskolen i Silkeborg er med meget stor sandsynlighed set i Mårslet syd for Aarhus. Her har en kvinde talt med hende, oplyser politiet

SILKEBORG Der er nyt i sagen om den 12-årige Emilia, der onsdag eftermiddag forsvandt fra Langsøskolen.

Pigens mor oplyser til Midtjyllands Avis, at datteren med stor sandsynlighed er set i Mårslet syd for Aarhus.

Det er politiet, som har været i kontakt med en kvinde i Mårslet.

Kvinden mødte Emilia, som dog ikke opgav sit rigtige navn under den korte samtale.

Pigen fra Silkeborg sagde i stedet navnet på en nær veninde, da hun blev spurgt om, hvem hun var.

Sammenholdt med et signalement mener politi og moren, at der med meget stor sandsynlighed er tale om den efterlyste Emilia.

25-30 personer stod onsdag aften klar til at lede efter den 12-årige pige, som er selvhjulpen på mange måder. Derfor kan hun sagtens have taget en bus mod Aarhus-området, vurderer moren.

Emilia skulle have gået fra skolen og til sfo’en i eftermiddags. Men det gjorde hun ikke. Angiveligt fordi der havde været en lille batalje på skolen.

Omdrejningspunktet for eftersøgningen onsdag aften var ved Kvickly, hvor der blev uddelt gå-ruter i byen.

Den frivillige organisation Missing People var også til stede.

Nogle af de fremmødte frivillige tilbød også at køre til Mårslet for at lede efter Emilia.

Se videoklip fra eftersøgningen under kortet.

Sorry! But your browser doesn't support iframes.