Her er prisen på Sammy Skytte

Mathias Hove Andersen 

Sammy Skytte havde en nedrykningsklausul i sin kontrakt, og den har FC Midtjylland aktiveret

FODBOLD 3,7 millioner kroner. Det er prisen, som Silkeborg IF får ved at sælge 21-årige Sammy Skytte til FC Midtjylland.

Tirsdag blev handlen afsløret af Midtjyllands Avis, og onsdag morgen har parterne bekræftet skiftet.

- SIF’s naboer mod vest har lagt et transferbud på midtbanespilleren, som SIF ikke har kunnet sige nej til, oplyser Silkeborg IF.

Ved udgangen af 2016 forlængede Sammy Skytte sin kontrakt med SIF med tre år. Sammy Skytte fik en frikøbsklausul i sin kontrakt på 500.000 euro (3,7 mio. kroner) i tilfælde af nedrykning. Det er den klausul, der nu bliver aktiveret, og dermed må SIF lade Sammy Skytte gå.

- Vi har af flere forskellige årsager været nødt til at sælge Sammy. Det har først og fremmest været et stort ønske fra Sammy at skifte til FCM, og det har vi været nødsaget til at bøje os for – selvom vi gerne havde holdt længere på ham, udtaler SIF-manager Peter Sørensen, der også sætter et par ord på klausulen.

- Sammy er den eneste af vores spillere, der har haft en frikøbsklausul i tilfælde af nedrykning, og derfor må vi sige farvel til ham med et tak for indsatsen og held og lykke i det videre karriereforløb. Det er »name of the game,« og de vilkår, vi indgik aftale på i svære forhandlinger med Sammy for et par år siden, siger Peter Sørensen videre.

Sammy Skytte har fået en femårig aftale i FCM og udlejes til AC Horsens i den første sæson.