Kendt smykkebutik skifter ejer

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

En af Silkeborgs kendte smykkebutikker har fået ny ejer og genåbner fredag under navnet »Wienberg - Guld og Sølv

SILKEBORG - Jeg har det så godt. Jeg har jo selv truffet beslutningen om at stoppe, og jeg er så glad for, at der stadig kan drives smykkebutik fra butikken.

Ordene kommer fra guldsmed Pjevs Dalgaard, der allerede sidste sommer meldte ud, at det var tid for et nyt kapitel i hendes liv. Et liv, der efter 45 år som guldsmed og 22 år som selvstændig på Søndergade, skulle give mere tid til seniortilværelsen og samvær med ægtefællen Gunnar Dalgaard.

Hun glæder sig derfor over at have solgt butikken til Anne Mette Wienberg, der fredag genåbner den under navnet Wienberg - med undertitlen Guld og Sølv.

- Det er en tanke, jeg har gået med gennem et stykke tid. Ikke mindst efter at jeg hørte, at Pjevs havde sat butikken til salg. Og da det blev kendt, at der ikke skulle bygges et nyt Torvecenter, der måske ville trække kunderne væk fra gågaderne, valgte jeg at slå til, siger Anne Mette Wienberg.