Ørne Apotek bygges om

Peter Bruvik-Hansen 

Apoteket, der har adresse i den markante Anton Rosen bygning på Vestergade bliver dobbelt så stor

SILKEBORG For udenforstående kan det virke lidt rodet og kaotisk, men apoteker Inga Vilstrup, indehaver af Ørne Apotek på Vestergade, forsikrer, at der er styr på projektet, der om tre uger vil betyde et apotek med dobbelt så meget plads til kunderne, som det er tilfældet i dag.

- Gennem de senere år har vi foretaget forskellige brugerundersøgelser. Og svarene er ret præcise. Kunderne kan godt lide at handle her, men de kan godt bruge lidt mere plads. Muligheden for at blive betjent diskret, er ikke optimal, siger apoteker Inga Vilstrup.

Sammen med Forex, der blandt andet har specialiseret sig i indretning af apoteker, og lokale håndværkere, er der blevet skitseret en ombygnings- og renoveringsplan i fire etaper. Den sikrerm, at arbejdet bliver udført til mindst mulig gene for kunderne.

- Vi inddrager nogle siderum og fjerner nogle vægge, så vi kommer til at stå med et butikslokale på godt 100 kvadratmeter. Det giver bedre plads til kunderne, bedre mulighed for diskretion og bedre mulighed for at kunne tilbyde flere varer, siger Inga Vilstrup.

Renoveringen sker under hensyn til det gamle apotek, hvor der blandt andet bebeholdes flere originale reoler på den ene væg. Samtidig bliver skranken »brudt op«, så der blive flere mindre enheder hvor kunderne kan betjenes fra.

- Vi vil gerne bevare noget af »den gamle ørn« og den sjæl, der er. Det synes jeg, vi formår, siger Inga Vilstrup.

I den kommende uger tager håndværkerne fat i fjerde og sidste etape af byggeriet, der ifølge planen skal stå færdig fredag den 29. juni.