Indbrudstyv skar hul i varebil

SILKEBORG Der skal noget ekstraordinært til for at sikre sine værdier mod tyverier fra varebiler.

Henover weekenden var der indbrud i to firmabiler, og i det ene tilfælde benyttede gerningsmændene ret så voldsomme og larmende metoder for at komme ind i bilen på Sabroesvej i Silkeborg.

De knuste en rude, men det var ikke nok. For med en vinkelsliber skar de et 20 gange 20 centimeter stort hul i varebilens bagdør og så stjal de en mindre mængde håndværktøj.

Også en varebil på Holmbladsvej blev brudt op. Bilens ene rude blev knust og et håndtag rykket i stykker.

Gerningsmændene fandt ikke noget af værdi i bilen.