SIF skriver kontrakt med ungt talent

FODBOLD 16-årige Niclas Holm Pedersen har vist stor målfarlighed på Silkeborg IF’s U17-hold, og det er blevet bemærket i klubben.

Så nu har angriberen sat sin signatur på en treårig kontrakt med Silkeborg IF.

- Det er dejligt at få sådan noget på plads. Få styr på fremtiden og være klar for Silkeborg IF. Det er jeg meget stolt af, siger Niclas Holm Pedersen, der har scoret 11 gange i den netop overståede sæson.

SIF’s talent-træner, Peter Christian Hansen, roser den unge spiller.

- Vi ser Niclas som en særdeles talentfuld fodboldspiller. Niclas er meget målbevidst om at dygtiggøre sig på alle måder og er derfor rigtig god for vores træningsmiljø, siger Peter Christian Hansen.

Niclas Holm Pedersen kom til SIF som U10-spiller fra Engesvang Boldklub. PAS