Blomster og brugskunst i tidligere slikbutik i Them

Mette Andersen 

28-årig skal have solgt ud af varelager, men overvejer at gøre butikken på Silkeborgvej permanent

THEM I marts lukkede Pigernes Blomsterværksted i Them Centret efter bare fire måneder, og ikke langt derfra fik »Slikhuset« sidste år også en kort levetid.

Nu er der atter kommet liv i lokalerne på Silkeborgvej 48, som husede slikbutikken.

28-årige Janni Andersen fra Silkeborg har åbnet butikken »Josefine H.«, hvor hun sælger blomster og brugskunst.

Hidtil har hun drevet forretningen i Ikast, hvor den har sit navn efter den tidligere ejer, Josefine Hauge.

- Men jeg måtte lukke butikken, da der var skimmelsvamp i lokalerne, fortæller Janni Andersen.

Da en køber til hendes varelager sprang fra i sidste øjeblik, besluttede hun at åbne en pop up-butik for at få solgt ud.

- Jeg har venner i Them og har også haft familie, der boede her, og er fra flere sider blevet opfordret til at åbne butik i Them. Min første tanke var at drive butikken midlertidigt for at få solgt ud af mine varer, men jeg er blevet meget positivt modtaget, og folk vil gerne have, at jeg fortsætter her i Them, fortæller Janni Andersen.

Hun er uddannet blomsterdekoratør og arbejder ved siden af »Josefine H.« freelance med blomster- og begravelsesbinderi for flere blomsterbutikker. Derfor hjælper både kæresten Martin Rasmussen og hendes mor Lillian Andersen med at passe hendes nye butik i Them.

- Min plan var i første omgang at drive butikken i to og en halv måned, men hvis folk støtter op om den, så kan det godt være, at det bliver en permanent butik, siger hun.

I »Josefine H.« sælger hun blandt andet potter med planter, lysestager, lys og brugskunst og har desuden wellness-produkter på hylderne.

Man kan også købe buketter med friske blomster og begravelsesbinderi - dog kun mod forudbestilling senest dagen før.

Den nye blomsterbutik har åbent alle dage bortset fra onsdag og søndag.