Folkeklubben kommer atter til Silkeborg

MUSIK Folkeklubben er netop nu i studiet for at indspille gruppens fjerde album og når albummet er ude, tager den populære trio på en danmarksturné, som også kommer til Silkeborg, hvor der er koncert i Kedelhuset fredag 25. januar. Folkeklubben har gennem syv år markeret sig som et af landets bedste og mest flittige liveorkestre. Det kommende album følger op på hits som »Fedterøv«, »Danmarksfilm« og »Torben Ulrich«.

- Vi går efter at skabe et poetisk rockbrag af en aften. Og vi glæder os til at blande bagkataloget med spritnye og hårdtslående sange, der vil vise nye sider af klubben.

Som Bob Dylan skriver hver gang, han annoncerer nye koncerter til sin »Neverending turné: Don´t you dare miss it!«, siger Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall.

Folkeklubben blev stiftet i 2011 og har tre gange tidligere givet indendørs koncerter i Silkeborg. To gange på Rampelys og senest i Kedelhuset i forbindelse med albummet »Slå Flint!«.

Det er Musikrampen, der står for koncerten og billetsalget er netop startet.