Tidligere SIF-spiller bliver direktør i AaB

FODBOLD 40-årige Thomas Bælum bliver ny administrerende direktør i AaB. Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.

Fra 2009 til 2011 respræsenterede forsvarsspilleren Silkeborg IF, men opholdet i Søhøjlandet var plaget af skader, og Thomas Bælum nåede således kun at spille 12 superligakampe for SIF.

Bælum har også en lang fortid som spiller i AaB. Den tidligere forsvarsspiller tørnede ud for nordjyderne fra 1996 til 2003, hvorefter han skiftede til tyske Duisburg.

Han er hentet fra et job som direktør i Randstad Danmark, og Bælum begynder i AaB 1. august.

Stephan Schors blev i marts fyret som administrerende direktør. Det skete, selvom klubben indfriede målsætningen og spillede sig i top-6, da grundspillet sluttede i Superligaen

Bælum stoppede sin aktive karriere i 2011 efter tiden i SIF, og han har uddannet sig med en HD i afsætning, skriver AaB.

Fra 1. august 2018 udgør Bælum direktionen i AaB sammen med sportsdirektør Allan Gaarde.

Bælum og Gaarde danner samtidig ledergruppe i AaB sammen med salgschef Lars Glinvad og presse- og kommunikationschef Brian Andersen. /ritzau/