Rumæner dømt i stor sag om dankort-svindel

Kenneth Husum 

SILKEBORG En rumæner blev torsdag dømt ved retten i Esbjerg i en stor sag om omfattende afluring af pinkoder og tyveri af betalingskort over det meste af Jylland. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Dommen lød på fængsel i et år og ni måneder, og han vil efter endt afsoning blive udvist af Danmark med besked om ikke at komme tilbage de næste 12 år, skriver Jydske Vestkysten.

Han er den fjerde ud af seks rumænere, der er blevet dømt i sagen om omfattende svindel med betalingskort. Svindlen er blandt andet foregået i Silkeborg og Galten samt en lang række andre jyske byer.

Svindlen foregik på den måde, at de aflurede ældre menneskers pinkoder til betalingskort i forskellige forretninger. Så fulgte de efter dem og afledte deres opmærksomhed ved at sprøjte ketchup på dem eller spørge efter en bold i haven på deres bopæl. Den opståede forvirring brugte de til at stjæle kortene og derefter foretage hævninger eller køb på dem, skriver Jydske Vestkysten.

De seks rumænere er tilsammen tiltalt for omkring 100 forhold, og de har bedraget for i alt omkring 450.000 kroner.