Nu er det afgjort hvor Made in Denmark skal være næste år

Silkeborg får i første omgang kun den store golfturnering en gang. I 2019 er den tilbage i Himmerland

GOLF Der vil også i den kommende årrække kunne opleves golf på højeste niveau i Danmark. Made in Denmark-turneringen har fået en fem-årig aftale med Europea Tour, men i første omgang spilles turneringen en gang i Silkeborg. I 2019 vender den hjem til Himmerland.

- I år spiller vi i Silkeborg, men vi vil gerne rundt i hele Danmark, og med en femårig aftale er det nemmere at langtidsplanlægge, siger Flemming Astrup, der dermed også lægger op til, at Silkeborg kan få mulighed for at arrangere Europa Tour-turneringen igen.

The European Tour er også begejstret for den nye aftale, og glæder sig til at Made in Denmark nu bliver en endnu større del af touren.

- Det er en kæmpe nyhed, ikke kun for golf i Danmark men også for The European Tour og Challenge Tour. Vi skylder Lars Larsen og Flemming Astrup stor tak for deres passion og dedikation i at få dette til at ske for begge turneringer, siger direktør Keith Pelley.

Den nye aftale sikrer samtidig, at præmiesummen fordobles i turneringen.

Fremover vil Made in Denmark have tre millioner euro (ca. 22,3 millioner kroner) til fordeling mellem spillerne, og vinderen kan se frem til en check på 500.000 euro.

Flemming Astrup, der er promotor for Made in Denmark, ser store muligheder i den nye aftale.

- Den betyder, at vi kan arbejde med en langsigtet strategi og udvikle Made in Denmark til glæde for spillere, tilskuere og sponsorer.

- Med den øgede præmiesum er jeg også sikker på, at Made in Denmark bliver en turnering, som endnu flere europæiske topspillere vil prioritere at spille med i, siger Astrup.

Sideløbende med Made in Denmark vil Made in Denmark Challenge også blive spillet frem til 2023. I 2019 skal den spilles den på Ry-banen i Silkeborg Ry Golfklub, men ligesom med selve Made in Denmark er det også planen at Made in Denmark Challenge skal spilles forskellige steder, som den også er blevet de første år.

Også Silkeborgs dynekonge, Lars Larsen, der er formand for Fonden Made in Denmarks bestyrelse, udtrykker glæde.

- Det har været fem fantastiske år med golf i verdensklasse i Danmark, og jeg glæder mig til fem år mere. Fra starten har det været vigtigt for mig, at Made in Denmark fik bred opbakning fra mange forskellige samarbejdspartnere. Med den nye aftale har vi fået flere nye sponsorer om bord, og sammen med de eksisterende gør de det nu muligt at sikre Made in Denmarks 10 års jubilæum i 2023, lyder det fra Lars Larsen.

I weekenden blev årets Made In Denmark Challange afsluttet, og det blev en forrygende oplevelse for Joachim B. Hansen, der suverænt vandt kval-turneringen og kvalificerede sig til Made in Denmark i Silkeborg.

Til gengæld røg Silkeborg-spilleren Morten Ørum ud inden de to finalerunder.