Advarsel mod livsfarlig dumhed: Spring aldrig i åen fra jernbanebroen

Søren Nielsen 

Hans Christian Ørndrup sprang for fem år siden på hovedet ud fra jernbanebroen og ned i Gudenåen. Nu advarer han andre om at gøre det samme

SILKEBORG En student var i weekenden tæt på at springe ud fra jernbanebroen og ned i Gudenåen.

Kun i sidste øjeblik droppede han den idé. Heldigvis.

For et spring i åen kunne være endt helt galt.

Det fortæller Hans Christian Ørndrup, der for fem år siden tog et hovedspring fra broen og ned i åen, hvor vanddybden blot er omkring et par meter.

- Det kunne være endt helt galt. Jeg fik alvorlige skrammer i hovedet og på resten af kroppen. Og jeg udsatte mig reelt for livsfare eller en livslang lammelse. Jeg var meget heldig, at det ikke gik værre, fortæller Hans Christian Ørndrup.

Nær familie talte i weekenden med en forælder til den student, som var tæt på at springe.

Den samtale har fået ham til at slå et opslag op på Facebook, hvor han advarer mod det spring, han udsatte sig selv for dengang.

Til opslaget har han desuden vedlagt en række billeder, der viser de blodige kvæstelser, han blandt andet fik i hovedet. Men også resten af kroppen fik alvorlige skader, og muslingeskaller måtte pilles ud af huden.

- Jeg havde været i byen aftenen før sammen med nogle kammerater. Dagen efter skulle vi en tur ud på åen for at sejle. Sammen med en anden fyr indgik jeg et væddemål om, hvem der kunne komme først op på jernbanebroen for dernæst at springe i. Jeg valgte at springe i med hovedet først. Måske fordi jeg i mange år før episoden var fast gæst i Nordvestbadet, hvor jeg sprang fra vipperne med hovedet først, fortæller Hans Christian Ørndrup, der er glad for, at historien kommer bredt ud. Til skræk og advarsel.

Han har nemlig en fornemmelse af, at det denne sommer er sket flere gange, at unge mennesker er sprunget fra jernbanebroen.

- Jeg kan se på de reaktioner, som jeg blandt andet har fået på Facebook, at nogen har set, at unge har sprunget i åen fra broen. Så der er al mulig grund til at advare. Det kan gå helt galt. I værste fald kan det koste livet, fastslår Hans Christian Ørndrup.