Millionerne ruller hos Dansk Papirvare

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

To store milliongevinster er i de sidste par måneder vundet på lodder, købt hos Dansk Papirvare

SILKEBORG - Det er da en dejlig oplevelse, når man får mulighed for at ringe til en kunde og fortælle, at de har vundet den store gevinst, siger Keld Jensen, der sammen med hustruen Helene, står bag Dansk Papirvare på Østergade.

Her var en kunde så heldig at vinde hovedgevinsten på to millioner kroner i Landbrugslotteriets seneste trækning, og i maj måned kunne en anden kunde juble over en gevinst på en million kroner i Varelotteriets udtrækning.

- Når kunderne kommer ind og køber lodder i et af de to lotterier, så er det fast kutyme, at vi siger til dem, at vi ringer til dem, hvis de vinder mere end 10.000 kroner. Som udgangspunkt har de fleste den holdning, at de »aldrig vinder noget«. Men det gør de faktisk. Og når de spiller med i Varelotteriet eller Landbrugslotteriet er sandsynligheden for gevinst noget større end i andre spil, siger Keld Jensen.

De to milliongevinster er de foreløbige højdepunkter, når det handler om lokale deltagere i de to lotterier.

Ved hver trækning kommer der mindre og større beløb til udbetaling i Silkeborg. Både de helt små gevinster på 250 og 500 kroner og så større gevinster på 10.000 kroner og 40.000 kroner. Gennem årene har der også været både 250.000 kroner og 500.000 kroner i gevinst blandt de lokale kunder.

- Så det sker da ind i mellem, at der er lokal gevinst, siger Keld Jensen.