Angriber går fra SIF til Vejle

Peter A. Sørensen 

Tidligere SIF-angriber skal spille i superligaen

FODBOLD Angriber Gustaf Nilsson fik aldrig for alvor succes i Silkeborg IF i foråret.

Først i de sidste kampe viste han noget af den ventede målfarlighed, men efter endt lejeophold tog Nilsson tilbage til Brøndby.

Her når han imidlertid ikke at komme i kamp. For superligaoprykkerne fra Vejle Boldklub har købt Nilsson.

- Jeg havde planlagt at vende tilbage til Brøndby og kæmpe for en startplads efter mit lejeophold i Silkeborg, men Vejle Boldklub ville have mig, og det gjorde klubben meget klart fra starten af, siger Gustaf Nilsson om skiftet, inden han slår fast:

- Jeg har haft gode samtaler med både Sormani, Krüger og ejerne, og det gjorde mig tændt på klubbens nye rejse og muligheden for at spille en vigtig rolle på denne. Nu vil jeg lade støvlerne gøre arbejdet og gøre mig fortjent til de pæne ord, siger Gustaf Nilsson.