Rumænske specialiteter på Nygade

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

Lucian Cojocaru og hans svoger George Lupu har åbnet butik i Silkeborg, hvor de tilbyder salami, konserves, vin og andre rumænske specialiteter

SILKEBORG Det er formentlig de færreste, der kan pege på en ret eller specialitet, der har rødder i det rumænske køkken.

Men det betyder ikke, at landet på Balkanhalvøen er blottet for kulinariske traditioner og specialiteter. Og skal man pege på en enkelt, så er det nok den rumænske salami. Det er i hvert fald budskabet fra rumænskfødte Lucian Cojocaru og hans svoger George Lupu, der - godt hjulpet på vej af førstnævntes hustru Viviana - har etableret specialbutik på Nygade.

Her sælger de under navnet »Patria’s Food«, der frit oversat betyder »mad fra hjemlandet«, et udvalg af førnævnte salami, foruden diverse oste og mælkeprodukter, konserves, chokolade, slik og kødprodukter. Alt sammen produceret i Rumænien.

- Vi har nogle af de bedste rumænske produkter her i butikken, siger Lucian Cojocaru.