Sjældenhed dukket op på lokalt naturareal

Avisen bragte fredag i sidste uge en artikel om, at Den Danske Naturfond med en bevilling på en halv million kroner bidrager til at bevare et større areal på måske op til 80 hektar omkring Skellerup og Linådalen som et smukt og artsrigt naturareal.

Initiativtagerne er Tage og Peder Størup - far og søn, som selv har omkring 22 hektar jord i området, men de har talt med andre jordejere i området, der har vist interesse for at være med.

Som et fint eksempel på, at området omkring Skellerup og Linådalen er noget helt særligt og bevaringsværdigt, kan Peder Størup nu fortælle, at der atter er dukket en sjældenhed op her, nemlig bremse-dyndfluen.

Man troede oprindeligt, at bremse-dyndfluen, der tidligere var udbredt over det meste af landet, var uddød, eftersom den sidst blev set her i landet i 1993, men i 2015 dukkede der så pludselig et eksemplar op ved Vestkysten, og siden da er der genfundet en lille håndfuld i Jylland.

Og nu viser det sig, at den lever ved Skellerup. Den er rødlistet som kritisk truet, fortæller Peder Størup. Det vil sige, at der er en overhængende risiko for, at den uddør her i landet inden for kort tid.

Han fortsætter:

- Indtil videre er det kun det ene eksemplar, der er en hun - men mon ikke der gemmer sig flere og forhåbentlig en levedygtig bestand i ådalen. Det mest sandsynlige er, at den altid har været her, fordi ådalen rummer en artsrig natur. Og inden nogen tænker, at den stikker, så skyldes navnet, at den ligner den - i dag uddøde - oksebremse. Oksebremsen er dog sidst set i 1934 - så her kan vi nok ikke være så heldige - men hvem ved, hvad ådalen rummer?

Mange af svirrefluerne ligner i øvrigt hinanden - så meget, at en sikker bestemmelse ofte kræver eksperthjælp, og den kan man finde på hjemmesiden www.fugleognatur.

Peder Størup er helt klar over, at mange sikkert vil spørge: En svirreflueart fra eller til - hvad betyder det?

Og han leverer faktisk selv svaret:

- Tjaaa, måske ikke så meget for os som mennesker, vi lever sikkert fint videre uden den, ligesom vi lever fint videre uden det nordlige, hvide næsehorn og andre af de arter, millioner af års evolution har skabt. Men de er en del af det mirakel, der hedder jorden - og alene af den grund kan jeg ikke andet end glædes over dens eksistens, og at den stadig er en del af artsrigdommen omkring Skellerup.