Silkeborg-Voel henter tysk stjernespiller

Mathias Hove Andersen 

Via ekstraordinære tilskud fra flere virksomheder er det lykkedes at tilknytte Susann Müller

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel har onsdag formiddag præsenteret en markant forstærkning til den kommende sæson i skikkelse af 30-årige Susann Müller, der har skrevet under på en toårig aftale.

Højrebacken er blevet løst fra sin kontrakt med de tyske sølvvindere fra Bietigheim, og hun er dermed klar til at slutte sig til resten af Voel-truppen, der genoptager træningen på mandag.

Silkeborg-Voel oplyser, at tilgangen af Susann Müller udelukkende blev en realitet, fordi en gruppe virksomheder har givet klubben en økonomisk håndsrækning i bestræbelserne på at hente stjernen.

- Det er fantastisk at mærke det ejerskab i vores projekt blandt vores partnere, og præsentationen af Susann Müller ville aldrig have lykkedes uden deres ekstraordinære tilskud, udtaler direktør Mikael Bak.

Gruppen af virksomheder, der har bidraget til projektet omkring Susann Müller, præsenteres snarest.

Den tyske back lukker dermed hullet efter Stine Skogrand, der forlod Silkeborg-Voel i kølvandet på sidste sæson, og det er en ganske kompetent afløser, som klubben har hentet.

Susann Müller har blandt andet optrådt i Champions League for storklubber som slovenske Krim Ljubljana og ungarske Györi. Derudover har hun flere slutrunder med det tyske landshold på sit cv.