Musikcamp på Vestre Skole

Unge kan igen i år skrive og spille musik i hele efterårsferien

SILKEBORG Unge med lyst til at spille musik kan igen i år fordybe sig i deres interesse, når der i efteråret for fjerde gang bliver arrangeret Musikstarter Camp på Vestre Skole i Silkeborg. Det er fem dage, hvor det kun handler om musik for unge mellem 13 og 18 år, der bruger deres efterårsferie på at skrive sange og spille musik sammen.

Der er plads til 90 unge, og allerede nu er næsten halvdelen af pladserne taget.

Sidste år var der på landsplan ti Musikstarter Camps, hvor næsten 950 unge lavede musik sammen.

De første Musikstarter Camps begyndte i 2013 med støtte fra bandet Nephew i samarbejde med Ungdomsringen og med støtte fra Bikubenfonden.