BSV er tilbage på træningsbanen

Mathias Hove Andersen 

Sommerferien er forbi for spillerne i Bjerringbro-Silkeborg, som allerede kan skimte den første vigtige kamp i horisonten

HÅNDBOLD Sølvvinderne fra Bjerringbro-Silkeborg mødte onsdag formiddag ind i Jysk Arena for at tage hul på det første træningspas i opstarten.

- Vi skal nyde godt af, at vi allerede er i god fysisk form, og det skal vi egentlig bare bygge videre på.

- Der er nogle små, individuelle fokusområder, men ellers handler det om at indstille sigtet mod efterårets vigtigste kamp, som spilles 25. august, hvor vi møder Sønderjyske på udebane i ottendedelsfinalen i pokalturneringen. Det er en meget afgørende kamp, som vi retter al vores fokus mod, fortæller cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Mens der blev sagt farvel til flere spillere i kølvandet på sidste sæson, bød onsdagen på et gensyn med Kasper Larsen, der er tilbage i BSV-målet efter en afstikker til Mors-Thy.

På afgangssiden har BSV ikke mindst sagt farvel til målmændene Søren Rasmussen og Sebastian Frandsen, der er skiftet til henholdsvis Ribe-Esbjerg og TTH.

Den skadesplagede serber Drasko Nenadic fik ikke forlænget sin kontrakt, mens fløjspilleren Lars Skaarup er skiftet til Skanderborg.

Desuden er Martin Risom, der var reserve i bagkæden, rykket til Ajax i 1. division.

Den nye sæson i herrernes liga indledes 31. august, hvor BSV’erne får besøg af Nordsjælland Håndbold, som overraskende positivt i sidste sæson.