Midtjylland er ramt af håndværkermangel

Byggevirksomehderne i Midtjylland mangler arbejdskraft

MIDTJYLLAND Trods travlhed i det meste af byggebranchen, er der betydelige geografiske forskelle i forhold til, hvilke regioner der mangler arbejdskraft. I Midtjylland mangler 35 procent af byggevirksomhederne arbejdskraft, mens det hos naboerne i Nordjylland kun er 14 procent, der bremses i produktionen på grund af mangel på medarbejdere. Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

- I Region Midtjylland oplevede mere end hver tredje byggevirksomhed i foråret 2018 produktionsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri Bo Sandberg i pressemeddelelsen.

Dansk Byggeri har via Danmarks Statistik set på den opfattede mangel på arbejdskraft i byggevirksomhederne. Den viser – ikke overraskende – at Region Midtjylland og Region Hovedstaden ligger over landsgennemsnittet, mens de tre øvrige regioner ligger under.

Som gennemsnit for 1. kvartal 2018 er der følgende andele af byggevirksomhederne (vægtet efter beskæftigelse), der angiver mangel på arbejdskraft som en begrænsning for produktionen:

- Region Midtjylland: 35,3 procent

- Region Hovedstaden: 28,0 procent

- Hele landet: 25,0 procent

- Region Sjælland: 22,3 procent

- Region Syddanmark: 19,3 procent

- Region Nordjylland: 14,0 procent