Nøddesbo glæder sig over massiv støtte til indsamling

Mathias Hove Andersen 

Indsamlingen til Lukashuset har passeret 270.000 kroner, og Jesper Nøddesbo sætter stor pris på opbakningen

HÅNDBOLD Jesper Nøddesbo har i de seneste uger været frontfigur for en indsamling til Lukashuset, som er et børne- og ungehospice ved Hellerup, og støtten har været overvældende. På 14 dage er der blevet samlet 270.000 kroner ind til formålet.

- Det er et stort beløb, og jeg er meget taknemmelig for, at folk er stemplet ind. Men jeg synes også, at sagen er det værd. Her taler vi ikke kun om Lukashuset, for jeg synes generelt, at hospicetanken er fin, siger Jesper Nøddesbo.

I fællesskab med Kids Aid og blandt andre Bjerringbro-Silkeborg vil stregspilleren forsøge at indsamle én million kroner til Lukashuset.

Modsat et hospice for voksne er Lukas-huset ikke 100 procent stats-støttet, og stedet står og mangler et millionbeløb.

Jesper Nøddesbo brænder tydeligvis for sagen, men han har samtidig været lidt blandet omkring den fremtrædende rolle, som han har i indsamlingen.

- Jeg kan hurtigt komme til at få ekstremt meget kredit ved at stille mig frem, og jeg har egentlig haft det ambivalent med at bruge mig selv. Men jeg er kommet frem til, at hvis jeg ikke havde brugt mig selv, så havde vi nok heller ikke fået helt så meget opmærksomhed på projektet, siger Jesper Nøddesbo, der har optrådt i et hav af medier på forskellige platforme.

- Det er jo egentlig de folk, som gør arbejdet på Lukashuset, som skulle stilles frem og have rosen. Men hvis vi kan være med til at give dem lidt arbejdsro, så de kan passe på de udsatte familier, så er det fantastisk, fastslår Jesper Nøddesbo.