Kvinde i vejkant dræbt mellem Silkeborg og Aarhus – teenager mistede herredømmet

/ritzau/ 

En kvinde blev dræbt på stedet, da en 19-årig mand mandag morgen mistede herredømmet over sin bil.

AARHUS. En 52-årig kvinde har mandag morgen mistet livet, da hun blev ramt af en bil i Sporup mellem Aarhus og Silkeborg.

Ulykken skete cirka klokken 7.35 på Silkeborgvej, hvor en 19-årig mand af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og påkørte kvinden, der befandt sig i vejkanten.

Kvinden kom så slemt til skade, at hun døde på stedet af sine kvæstelser. De pårørende er underrettet.

En bilinspektør skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken, hvorfor Østjyllands Politi ikke kan oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/