Rock’n’roll som i 1950’erne

SILKEBORG På fredag eftermiddag byder Admiralen i Søndergade på rock’n’roll, som den lød i 50erne. The Swinging Dixies er en østjysk baseret rockabilly- og country-trio.

Jesper D. Hansen er i front på vokal og akustisk guitar. Thomas Kromann tærsker sine gamle »hollowbody-spader« og istemmer koret, mens Michael Kruse swinger kontrabassen.

Bandet har eksisteret i den nuværende konstellation siden 2008, og The Swinging Dixies har spillet over det meste af Danmark. Setlisten består af alle de største klassikere fra de gode gamle dage: Elvis, Johnny Cash, Chuck Berry, Dolly Parton, Eddie Cochran, Ray Charles, Bill Haley og mange flere. Derudover spiller man også en god håndfuld af nyere pop- og rockhits.