Pro Fitness bliver Fit & Sund

Tekst: Peter Bruvik-Hansen 

Louise Laursen, der driver Pro Fitness på Aarhusbakken træder ind i nyt samarbejde med Fit & Sund

SILKEBORG Efter godt syv år som i spidsen for Pro Fitness på Aarhusbakken har Louise Laursen valgt ny »træningspartner«.

Fremover bliver det logo og navn for den landsdækkende fitness- og sundhedskæde Fit & Sund, der kommer til at pryde facade og vinduer i træningscentret, der deler adresse med Silkeborg Sportscenter på Aarhusbakken.

- Det bliver spændende, konstaterer Louise Laursen, der i forbindelse med det nye samarbejde får renoveret de fysiske rammer og udskiftet en stor del af de træningsmaskiner, der er i centret.

- Vi får de nyeste træningsmaskiner fra Cybex og får tilknyttet diætist og fysioterapeut. Vi bliver mere et sundhedshus, siger Louise Laursen.

Fit & Sund står bag 22 danske centre, og de to indehavere Johnny Boilesen og Anders Steffensen har gennem længere tid haft et ønske om at komme til Silkeborg, og sammen med Louise Laursen forventer de yderligere vækst i det kommende sundhedshus på Aarhusbakken.

- Efter sommerferien regner vi med at runde 700 medlemmer og til januar forventer vi at have 1000 medlemmer, siger Johnny Boilesen.