Røgalarmer gik i gang uden grund

SILKEBORG Tirsdag klokken 18.23 fik Midtjysk Brand & Redning en melding om ild i etageejendom på Skolegade i Silkeborg.

Men da brandmændene nåede frem, var der hverken ild eller røg. Der var ingen hjemme i ejendommen, og brandfolkene blev derfor stående ved ejendommen, indtil en vicevært dukkede op, så man kunne sikre sig, at der ikke var noget at komme efter.

Mens de ventede, kom der pludselig nogen løbende fra naboejendommen, hvor en alarm netop også var udbrudt.

Her var der heller ikke hverken ild eller røg.

Brandmændene tog alligevel hændelserne seriøst og fik sikret sig, at alt var i orden, inden de vendte tilbage på brandstationen.

Det er uvist, hvad der startede alarmerne.