Fredag 27. oktober fra klokken 20 til og med natten til mandag 30. oktober bliver der udført sporarbejde på togstrækningen Aarhus-Silkeborg-Herning.

Tårnhøj promille: Lokomotivfører husker ikke turen fra Aarhus til Silkeborg

Brian Holst 

59-årig lokomotivfører blev i april i fjor anholdt på stationen i Silkeborg, hvor han netop havde ført et tog fra Aarhus med en promille på 1,95

SILKEBORG En 59-årig lokomotivfører fra Aarhus-området er i byretten blevet dømt for at føre tog med spiritus i blodet.

Om eftermiddagen den 6. april sidste år førte den 59-årige mand et Arriva-tog fra Aarhus mod Silkeborg. Undervejs kunne man i kontrolcentret se, at toget begyndte at tabe hastighed. Derfor blev lokomotivføreren kaldt op, og Arrivas medarbejdere kunne under samtalen med ham konstatere, at han formentlig var spirituspåvirket.

Derfor reagerede Arriva ved at sende folk til togstationen i Silkeborg, hvor der blev foretaget en alkoholmeterprøve. Da den gav udslag, blev politiet tilkaldt, og der blev fundet en termokande med vin i førerhuset.

Manden blev anholdt og taget med for at få udtaget en blodprøve, som viste en promille på minimum 1,95.

Lider af posttraumatisk stress
I retten spurgte anklageren fra Midt- og Vestjyllands Politi, Jesper Kløve, ind til turen mellem Aarhus og Silkeborg.

- Jeg kan ikke huske noget fra turen. Formentlig både på grund af alkohol og på grund af min sygdom - posttraumatisk stress. Jeg har ikke et problem med alkohol. Jeg har ført tog i 30 år, og jeg har aldrig tidligere været spirituspåvirket i mit arbejde, forklarede den 59-årige mand i retten.

Han oplyste, at han flere gange som lokomotivfører har oplevet både selvmord og selvmordsforsøg, hvor personer er trådt ud foran toget eller har været tæt på at træde ud. Desuden nævnte han en episode, hvor han var tæt på at påkøre to piger.

Disse begivendheder har været med til at udløse posttraumatisk stress, forklarede han.

Sker sjældent
Det er yderst sjældent, at lokomotivførere bliver taget for spirituskørsel. Anklageren måtte tilbage til 2006 for at finde en lignende sag, da en lokomotivfører blev dømt for at køre med en promille på 0,39.

Den 59-årige mand blev idømt 30 dages betinget fængsel for at have ført toget mellem Aarhus og Silkeborg med en høj promille og for at have bragt både passagerer og andres liv i fare. Manden skal desuden gå i alkoholistbehandling, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt. Derudover har han mistet retten til at føre tog i et år.

Den 59-årige mand er blevet fyret af Arriva.