Katastrofe for SIF – fik store klø på Jysk Park

Peter A. Sørensen 

SIF har fået en forfærdelig start. Holdet tabte 0-3 hjemme til HB Køge, og sædet brænder nu for alvor under manager Peter Sørensen

FODBOLD SIF’s katastrofe-start i 1. division fortsætter med voldsom styrke. Søndag blev SIF’erne besejret med hele 0-3 på hjemmebane mod HB Køge.

Dermed har SIF sølle et point efter tre kampe, og et point i to hjemmekampe gør ondt langt ind i SIF-sjælen.

Nederlaget betyder også, at sædet er glohedt under manager Peter Sørensen, der først rykkede ud med holdet og nu har mere end svært ved at hive point hjem i den næstbedste række.

SIF’erne fik ellers en god start. Hjemmeholdet viste god attitude, og havde den nye angriber Skhodran Maholli scoret på en kæmpe chance i første halvlegs start, kunne meget have set anderledes ud.

Men så kom SIF’erne bagud efter 35 minutter, da Martin Koch gjorde det til 0-1.

Efter pausen gik det helt galt, da Jakob Johansson øgede den føring, og efter 56. minutter var det så Ricki Olsen, der gjorde det til sønderlemmende 0-3.

Med nederlaget er SIF næstsidst - og dermed på en nedrykningsplads efter tre kampe, og holdet fik også en massig pibekoncert imod sig, da opgøret var slut.