Silkeborg Løbeklub starter nye hold

Klubbens løbeskole har sæsonstart 14. august

SILKEBORG Silkeborg Løbeklub har igen tilbud, hvis man vil i gang med at løbe - eller vil løbe længere. Eller løbe hurtigere. Eller har nogle sommerkalorierne, der skal forbrændes. Klubben starter nye løbehold tirsdag den 14. august.

Det er 13-ugers løbeprogram med to ugentlige træninger. Deltagerne lærer ikke blot at løbe, men får også en guide i styrke og motivation. Det primære er at få nogle gode løbeoplevelser med »lidelsesfæller« på eget niveau, men Silkeborg Løbeklub gør også meget ud af det sociale. Ud over hyggesnakken under løbeturen, samles man over en kop kaffe e.l. bagefter, ligesom der arrangeres rundstykker, fællesspisning, klubaftener og andre arrangementer i løbet af sæsonen.

Klubben tilbyder to forskellige løbeniveauer:

5-kæmperne er for begyndere og letøvede, som gerne vil løbe efter et mål: 5 km-distancen. 5-kæmperne er for alle, der i udgangspunktet kan løbe 10 minutter og har mod på lidt mere målrettet træning.

10-kæmperne er for letøvede til øvede løbere, som gerne vil løbe efter et mål: 10 km-distancen. 10-kæmperne er for alle, der kan løbe omkring 5 km og har mod på lidt mere målrettet træning.

Løbetræningen foregår tirsdage og torsdage fra omklædningsrummene på Almindsøvej med opstart tirsdag den 14. august. Minimumsalder er 16 år.