Familie med små børn på sygehuset efter uheld

RESDAL En familie fra Silkeborg blev 07.19 onsdag morgen påkørt, da familien holdt i bil på Viborgvej ved Resdal Bakke med retning mod Kjellerup.

De 30-årige forældre og deres to piger på to og seks år ventede på, at der ikke kom modkørende, så de kunne svinge til venstre.

En bagfrakommende bilist opdagede for sent den holdende bil. Og bilen, der blev ført af en 36-årig silkeborgensisk mand, kørte op bag i familiebilen.

Alle fem blev kørt til kontrol på sygehuset i Viborg. Politiet oplyser, at børn og voksne fik knubs og skrammer.

Vejen var kortvarigt lukket. Den 36-årige mand vil blive sigtet for at have forårsaget uheldet.

- Vi har desværre en del af den type uheld, hvor holdende biler påkøres bagfra. Vi forsøger med vold og magt at bekæmpe disse klassiske, uopmærksomheds-uheld. Det gør vi blandt andet med kampagner rettet mod håndholdt mobilsnak, siger politikommissær Jeppe Holgersen, politiet i Silkeborg.