SG klar med stort sæsonprogram

Et væld af tilbud en række steder i Silkeborg-området

SILKEBORG Silkeborg Gymnastikforening er nu klar med programmet for næste sæson, som begynder mandag den 3. september.

En af foreningens målsætninger er, at der skal være plads til alle uanset alder og interesser.

Derfor tilbydes hold til meget unge gymnaster fra halvandet år og op til mere modne gymnaster, som er 70+. SG tilbyder bl.a. forælder/barn gymnastik, springgymnastik, rytmegymnastik, motionsgymnastik samt gymnastik på eliteplan med konkurrencedeltagelse.

Klubben fortæller dog, at man desværre har instruktørmangel til springholdene, og det gør, at man ikke kan tage så mange gymnaster ind på holdene.

Flere nye hold er på programmet i år, f.eks coreball mix for voksne som tilbydes to dage og tumleholdet 1-2 år. Det er i denne sæson blevet muligt at oprette to hold danseteens på Hvinningdalskolen - henholdsvis 3.-6. klasse og 7.-9. klasse. Ligeledes er det nyt med to formiddagshold om torsdagen på Gl. Nordre Skole - smart træning og frisk motion.

Parkour startede op sidste sæson, og i denne sæson er der to hold, hvor det nu er muligt at benytte et stort stativ indendørs til træning af de forskellige tricks.

Springholdene er rigt repræsenteret i programmet med tilbud til både piger og drenge i alle aldre og sværhedsgrader. Det foregår på Sølystskolen og i Sydbyhallerne.

Der er mulighed for at dyrke konkurrencegymnastik på grand prix-holdene fra 6 års alderen og op til seniorholdet. Alle konkurrenceholdene træner på Langsøskolen. Konkurrencehold er der også for Silkeborg Akrobaterne, som først starter på Acro-Spire holdet og bliver udtaget herfra til konkurrence. Acrobaterne træner i Sydbyhallen

Rytmisk Sportsgymnastik tilbydes på Langsøskolen. Der er prøvetræning og optagelse den 26. august.

Silkeborg Gymnastikforening har også hold for voksne M/K, der kan lide at få sig rørt. På holdene lægges der vægt på træning af muskler samt generelt at vedligeholde og genopbygge en god fysisk form. Der tilbydes hold på forskellige niveauer og træningsformer. Også herrerne kan få motion ved at spille volleyball eller gøre gymnastik. Volleyball-holdene er M/K-hold.

Foreningen tilbyder hele året et hold for motionister, begyndere og let øvede, Walk & Run, hvor der både er et løbehold og et ganghold. Det er mandag og onsdag fra SG-klubhuset på Marienlundvej 31.