Vin- og snapsetur med Læserklubben

Oplev den unikke stemning hos Viskum Snaps og besøg den familiedrevne vingård Glenholm ved Limfjorden. Afgang mandag 10. september

Tag med Læserklubben på en hyggelig, lystig og lærerig tur mandag 10. september. Vi skal på dagen se, høre og smage produktionen af danske vine og snapse.

Mellem klokken 08.30 og 09.30 samler bussen fra Skave Turistfart deltagere op i Herning, Hammerum, Ikast og Silkeborg og kører nordpå, mens vi nyder morgenkaffe og rundstykker.

Første besøg er hos Viskum Snaps, der har mere end 11 års erfaring i at fremstille kryddersnapse. Her har vi en fantastisk smagsoplevelse i vente. Vi indleder besøget med et lille foredrag, hvor vi blandt andet hører om, hvorledes man tilbage i middelalderen brugte urter til snaps. Vi får en gennemgang af forskellige snapse, en masse idéer til gør-det-selv-snapse og det hele krydres med mange gode historier. Alt afhængig af vejret, er der rundvisning i både urtehave og på mark.

Dagens frokost trakteres vi med i den hyggelige café, hvor vi også smager tre forskellige snapse.

Fra bar mark til 7000 flasker
Herfra kører vi til Glenholm Vingård, som i dag drives af hele familien - både første og anden generation. Glenholm er et bevis på, at man fint kan dyrke vin i Danmark. Det har ikke altid været let, men vi hører historien om en bar mark tilbage i 1988 og til nu, hvor vingården har et tilplantet areal på 2,5 hektar, fordelt på otte sorter druer og en produktion på 7000 flasker årligt.

Inklusiv vinsmagning
Vi får en privat rundvisning i både mark og vineri, hvorefter der er vinsmagning i baren med fire vine. Vinene produceres efter klassiske metoder og der anvendes kun druer, som er dyrket på Glenholm og vingården stiller høje krav til kvaliteten.

Mættet af indtryk og oplevelser sætter vi os tilbage i busædet og kan forvente at være retur i hjembyerne mellem klokken 18.15 og 19.15.

Prisen for denne dag er for avisens abonnenter 795 kroner.

Prisen inkluderer: Buskørsel, turleder, morgenkaffe og rundstykker, foredrag og frokost hos Viskum inklusiv snapse og en øl/vand, rundvisning og vinsmagning hos Glenholm Vingård.

Tilmelding til Læserklubben.