Fortællecafé på museet

SILKEBORG Formidlingsgruppen på Museum Silkeborg indbyder til »Fortælle-café« på museet søndag den 26. august om eftermiddagen.

Omkring et hyggeligt kaffebord fortæller gruppen og dens gæster om forskellige historiske og forhistoriske emner fra museet. Emnerne spænder fra det lokale over det nationale til det internationale.

Formidlingsgruppen har udvalgt emner, der på én gang er aktuelle og historiske. Desuden er deltagerne velkomne til selv at fortælle deres historier eller glimt deraf.