MiD = mega mediebegivenhed

Hans Krabbe 

Golfturneringen i Silkeborg samler et par hundrede journalister og teknikere fra ind- og udland

Made in Denmark bliver ikke kun på tilskuersiden den med afstand største sportsbegivenhed i Silkeborg nogensinde.

Også målt på medieinteresse og akkrediterede danske og internationale medier bliver eventen et tilløbsstykke med repræsentanter fra stort set alt, hvad der kan krybe og gå af medier i Danmark - alt i alt kommer et par hundrede journalister og tv-folk til Silkeborg i de dage, turneringen står på.

Her kommer de fra
Der bliver tale om 80 akkrediterede journalister og fotografer fra især Danmark, men også fra Tyskland, England, Sverige, Holland og Polen.

Dertil kommer 75-100 medarbejdere fra European Tour Productions og Sky Sport, der leverer tv-dækningen til hele verden.

Fra nationalt hold kommer naturligvis de store, landsdækkende dagblade sammen med Ritzau og en række regionale og lokale dagblade, herunder naturligvis Midtjyllands Avis.

Desuden trækker turneringen i sagens natur danske og udenlandske golfmagasiner, som leverer til både print og online.

Angående de elektroniske medier, så har DR og TV2 meldt deres ankomst sammen med et par regionale tv-stationer.

Endelig bliver en gennemgående figur under Made in Denmark Jyske Bank TV, der sender daglige live-udsendelser fra turneringen.