Lokale ligahold får svær vej mod Final4

Mathias Hove Andersen 

Lodtrækningen til pokalturneringens kvartfinaler gav hård modstand til BSV og Silkeborg-Voel

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg drømmer om en plads i pokalturneringens Final4, men videre avancement i Santander Cup kan blive en svær opgave.

Søndag aften blev der trukket lod til kvartfinalerne, og her blev Peter Bredsdorff-Larsens tropper parret med GOG Håndbold.

Fynboerne skabte problemer for BSV’erne i sidste sæson, men Bjerringbro-Silkeborg kan dog glæde sig over hjemmebanefordelen, når kampen afvikles i december. Det nøjagtige spilletidspunkt kendes ikke i skrivende stund.

De øvrige kvartfinaler hos herrerne er som følger:

Skanderborg Håndbold – Nordsjælland Håndbold

Mors-Thy Håndbold – Aalborg Håndbold

TTH Holstebro – Århus Håndbold

Voel mod fynske favoritter
Tidligere på aftenen var Silkeborg-Voels ligakvinder også med i bowlen, og Jakob Andreasens mandskab kan ligeledes se frem til hård modstand fra Fyn, når storsatsende Odense Håndbold gæster Jysk Arena til en duel om en plads i det økonomisk attraktive Final4-stævne.

De øvrige kvartfinaler hos kvinderne byder på følgende opgør:

Viborg HK – Team Esbjerg

København Håndbold – Randers HK

Herning-Ikast Håndbold – Nykøbing Falster