Tag med Læserklubben til Limfjordens måske smukkeste ø – Fur

Dagstur med en helt særlig rundtur på øen samt rundvisning og middag på Fur Bryghus. Afgang mandag 1. oktober

I Limfjorden - blot tre minutters sejlads fra fastlandet - ligger en af Danmarks aller smukkeste øer, nemlig Fur. Et autentisk øsamfund med cirka 850 indbyggere boltrer sig mellem skrænter og bakkelandskab. Fur er en attraktiv ø og er faktisk en af de få danske øer, hvor unge børnefamilier fra storbyen ind i mellem vælger at slå sig ned.

Læserklubben besøger Fur mandag 1. oktober, hvor Skave Turistfart samler deltagere op i Herning, Ikast og Silkeborg mellem klokken syv og otte. Efter endt opsamling serveres kaffe og rundstykker, mens vi fortsætter vores udflugt mod Fur.

Inspektøren viser rundt
Vel ankommet modtages vi af vores lokalguide, museumsinspektør John Bertelsen, der er kendt for sin meget specielle rundtur på øen. Vi kører rundt i bussen cirka to timer med tre kortere stop undervejs, nemlig ved Langstedhuller, Bette Jenses Hyw og Gammel Havn. Med stor faglighed og skøn jysk lune og underfundighed guides vi gennem øen. Turen byder på fantastisk natur, overraskelser og gode grin.

Efter ørundturen tager vi til Fur Bryghus, et af de første mikrobryggerier i landet. Her får vi en rundvisning i hele bygningen, fra stuen til maltlageret på anden sal og naturligvis også nede i bryggeriet, hvor produktionen af det gode øl foregår. Vi hører om såvel ølproduktionen som selve husets historie, der er ganske speciel. Rundvisningen inkluderer 2 gange 0,2 l øl per person.

Uden mad og drikke ...
Nu trænger vi til frokost, og den får vi i form af dansk bøf med bløde løg og fromage til dessert.

Efter en kop kaffe og en småkage ved bussen forlader vi Fur og forventer at være retur i hjembyerne mellem klokken 18 og 19.

Prisen for denne dagstur er for avisens abonnenter 795 kroner. Ikke-abonnenter kan deltage for 845 kroner.

Prisen inkluderer: Buskørsel, turleder, morgenkaffe med rundstykker, ørundtur med lokalguide, rundvisning og frokost på Fur Bryghus samt kaffe og småkage ved bussen.

Tilmelding til Læserklubben på [email protected]