26-årig mand fik bøder for høj musik

SILKEBORG Et besøg af politiet og en bøde for at spille høj musik til ulempe for naboerne var ikke nok. Så en 26-årig mand indkasserede sent lørdag hele to bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, før han fik skruet tilstrækkeligt ned for musikken i sin lejlighed på Møllegade i Silkeborg.

Politiet blev klokken 22.40 tilkaldt første gang. Musikken var meget høj, og vinduer stod åbne.

Og da der inde i den 26-årige mands lejlighed var blevet udløst en røgkanon, trængte noget af røgen ind i en nabolejlighed.

Trods politiets formaninger sørgede beboeren ikke for at efterkomme påbuddet, og derfor måtte betjente klokken 00.05 søndag aflægge manden et nyt besøg.