Rikke Iversen kommer med på det danske VM-landshold. Foto: Martin Ballund

Ny sejr sender Silkeborg-Voel til tops i ligaen

Mathias Hove Andersen 

Voel-kvinderne hentede den tredje sejr i træk og topper tabellen

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel har fået en planmæssig start på den nye ligasæson. Onsdag aften blev Ajax København slået med 29-23 i Jysk Arena, og Voel-kvinderne har dermed vundet de tre første kampe. Med seks point indtager holdet førstepladsen i ligaen, mens Odense Håndbold har en dårligere målscore på andenpladsen. Det skal dog nævnes, at Voel-sejrene er kommet i hus mod nogle af de på papiret svageste modstandere i rækken.

Hjemmeholdet kom fint fra land og etablerede hurtigt en føring på 3-1, men der blev ikke tale om en gentagelse af lørdagens superstart mod Ringkøbing. I stedet måtte cheftræner Jakob Andreasen tage timeout ved stillingen 4-4 efter små 10 minutters spil.

Det ændrede dog ikke det helt store, og efterfølgende valgte Voel-træneren at skifte ud på begge backs, hvor Jane Schumacher og Susann Müller blev afløst af henholdsvis Othilia Christensen og Helene Kindberg. Men det fik heller ikke tingene til at flyde for værterne, der dog kunne glæde sig over en smal 13-11-føring efter de første 30 minutter, som var en uskøn forestilling - præget af en stribe store fejl fra begge hold.

Udvisninger hjalp Voel på vej
Efter pausen var Silkeborg-Voel tilbage i idealopstillingen, men hjemmeholdet fortsatte med at lave store fejl i offensiven, og Ajax København fik hurtigt udlignet til 13-13. Som kampen skred frem, fik Voel-kvinderne imidlertid bedre fat, og efter 41 minutter sørgede Camilla Fangel for en tremålsføring, da stregspilleren scorede til 18-15 efter flot forarbejde af Susann Müller.

Den tyske profil splittede også Ajax-forsvaret ad i det efterfølgende angreb, hvor Rikke Iversen profiterede af bagspillerens fine overblik, og så var Voel-holdet foran med fire mål. Gæsterne var blevet ramt af flere udvisninger på kort tid, hvilket gav hjemmeholdet optimale arbejdsbetingelser, og et kvarter før tid var stillingen 20-15.

Gæsterne misbrugte efterfølgende flere muligheder for at bringe Voel-føringen ned på to mål, og i slutfasen var der ingen tvivl om udfaldet. Silkeborg-Voel kørte sejren på 29-23 i hus efter en koncentreret afslutning og er dermed nyt tophold i landets bedste række.