Ny VM-titel til Silkeborg-roer

Mathias Hove Andersen 

For anden gang på et døgn kan Thorbjørn Rask lade sig hylde som verdensmester

KAJAK Thorbjørn Rask fra Silkeborg Kajakklub bader i succes ved verdensmesterskaberne i maraton, der afvikles i Portugal.

Torsdag aften vandt han VM-titlen i enerkajak, og fredag eftermiddag kom endnu en guldmedalje i hus sammen med Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club, da duoen vandt finalen i toerkajak for juniorer.

Triumfen blev en realitet efter et nervepirrende drama, og guldet blev først sikret på de sidste meter, hvor danskerne henviste Hamish Mackenzie og David Evans fra Sydafrika til andenpladsen med en margin på tre-fire centimeter. Bronzen gik til Spanien.

Midtvejs var den danske duo ellers et halvt minut efter de førende sydafrikanere, men Thorbjørn Rask og Nikolai Thomsen kæmpede sig tilbage og fik kontakt med to omgange tilbage. Sydafrikanerne fik dog slået et nyt hul, men efter en imponerede spurt kunne danskerne juble over VM-guldet.

- Jeg troede, at vi havde forspildt vores chance midtvejs i løbet, men vi blev bare ved med at kæmpe for at komme op, og jeg vidste, at vi var gode i en spurt, udtaler Thorbjørn til Dansk Kano og Kajak Forbunds hjemmeside.

- Thorbjørn bliver aldrig træt, så jeg sad bare bagi og sagde go, go, go, lyder det fra Nikolai Thomsen.