Stadig fire sigtede i sag om knivstik

SILKEBORG Politiet arbejder fortsat med efterforskningen af det overfald i Lyngbygade, der for næsten to uger siden sendte en 23-årig dørmand på operationsbordet med et knivstik i det ene ben.

- Vi afventer stadig nogle tekniske erklæringer, fortæller Bent Riber Nielsen, politikommissær ved Silkeborg Politi.

Fire mænd på 19, 22, 28 og 33 år blev efterfølgende anholdt og sigtet for at have deltaget i overfaldet. De blev hurtigt løsladt igen, men sigtelsen opretholdt. De er fortsat alle fire sigtet, men nægter sig skyldige.

Politiet har efterlyst vidner, der kunne hjælpe med opklaringen af sagen, men det har ikke ført noget af sig.