Kæmpe-collage på Kurbygningen

Udstillingen »Nature Matter« med Sergei Sviatcenko åbner lørdag på Kunstcentret Silkeborg Bad

KUNST Facaden på Kurbygningen på Kunstcentret Silkeborg Bad bliver indhyllet i en kæmpe collage, når kunstneren Sergei Sviatchenko på lørdag åbner sin store udstilling »Nature Matter«.

Udstillingen har sit udgangspunkt i naturen ved Silkeborg Bad og den kom i stand efter Sviatchenko for to år siden besøgte kunstcentret og gik en tur i parken sammen med direktør Iben From.

- Lige siden jeg besøgte Silkeborg for første gang, har jeg været meget fascineret af naturen. Og efter jeg gik en tur i parken sammen med Iben From, opstod idéen om at lave udstillingen, fortæller han.

Motiver fra Ørnsø
Den enorme collage på facaden måler 8,5 x 45 meter og motiverne er hentet fra naturen ved Ørnsø.

- På den måde bringer jeg naturen ved søen om til den anden side af bygningen, fortæller Sergei Sviatcenko. Udstillingen sætter for første gang fokus på naturens rolle i Sergei Sviatchenkos kunst.

Ud over facadeværket er der i kunstcentrets vestfløj en udstilling med collage, fotografier, malerier og installationer, som alle er baseret på Sviatchenkos studier af det naturlige og anlagte miljø på Silkeborg Bad.

»Nature Matter« er dermed skabt alene til Kunstcentret Silkeborg Bad. Den er kurateret af Natalia Matsenko fra Ukraine og engelske Faye Dowling.

Udstillingen kan ses til 16. december.