Foto: Colourbox

Værtshus-gæst med steakkniv tilkaldte politiet

55-årig mand forklarede, at ulovlig kniv var beregnet til selvforsvar

SILKEBORG Politiet blev 03.27 natten til fredag tilkaldt til Hostrupsgade i Silkeborg af en 55-årig mand fra Bryrup.

Manden ringede, fordi han var utilfreds med, at han var blevet smidt ud af et værtshus i Hostrupsgade.

Han syntes ikke, det var i orden, at personalet havde taget en steakkniv, som han havde medbragt på værtshuset, fra ham.

Herefter var han blevet bortvist fra restaurationen.

En patrulje kørte til stedet, og da det viste sig, at manden ganske rigtigt havde medbragt den ulovlige kniv på værtshuset, blev han sigtet for overtrædelse af knivloven.

Samtidig fik han forbud mod at komme på værtshuset i to år.

Den 55-årige kunne ifølge politiet ikke se noget galt i at han medbragte en kniv. Den var beregnet til selvforsvar, fordi der var nogen efter ham, forklarede den utilfredse værtshus-gæst.

haff