Tasketyve overfalder 34-årig kvinde fredag aften

Søren Nielsen 

En 34-årig kvinde gik ved Rema 1000 i Rensenbro, da hun fredag aften blev udsat for røveriforsøg. Politiet vil gerne tale med vidner

RESENBRO Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at undersøge et røveriforsøg mod en 34-årig kvinde.

Episoden skete fredag aften ved 21.20-tiden nær Rema 1000 i Resenbro, hvor kvinden ifølge sin forklaring pludselig blev overfaldet af to mænd, der ville have fat i hendes håndtaske.

Men kvinden slog fra sig, og der opstod håndgemæng. Det fik de to mænd til at løbe væk fra stedet.

Kvinden taler ikke dansk, men har forklaret politiet om forløbet på engelsk.

- Kvinden har forklaret, at hun efterfølgende fik hjælp af en mand, som kørte hende til sygehuset i Silkeborg, fordi hun under håndgemæng havde slået sit øre, så det blødte. Det er først på sygehuset, at personalet hjælper hende med at få sagen meldt til politiet, oplyser vagtleder Carsten Henriksen.

Der er et sparsomt signalement af de to mænd, men måske er der videoovervågning fra Rema 1000, som kan hjælpe med at kaste lys over sagen.

- Desuden vil vi meget gerne tale med den mand, som har hjulpet kvinden ind til sygehuset i Silkeborg. Han kan vise sig at være et meget vigtig vidne, understreger vagtlederen.

Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på 114.