BSV pelsede den russiske bjørn i Jysk Arena

Mathias Hove Andersen 

Fløjspiller var i særklasse, da Bjerringbro-Silkeborg knuste Chekhovskie Medvedi i Champions League

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg kom flot fra land i Champions League, da holdet søndag eftermiddag besejrede de mangefoldige russiske mestre fra Chekhovskie Medvedi med hele 39-28 foran 1632 tilskuere i Jysk Arena. BSV’erne topper dermed puljen efter første spillerunde, som også bød på sejre til Sporting CP og Tatran Presov.

I indledningen fulgtes de to hold ellers ad, men BSV strammede stille og roligt grebet om kampen, og efter små otte minutters spil kunne Johan Hansen gøre det til 6-3 med sit tredje mål i opgøret. Fløjspilleren fik en forrygende start på kampen, og seks minutter senere satte han sin syvende scoring i nettet til stillingen 12-8.

Gæsterne fik kortvarigt barberet værternes forspring ned på to mål, men så bød Jesper Nøddesbo ind med tre scoringer fra stregen, og efter 23 minutters spil var hjemmeholdet i front med fem ved stillingen 17-12. Kort efter blev BSV-keeper Kasper Larsen noteret for sin syvende redning, og så kunne Sebastian Skube sende hjemmeholdet i front med seks mål. Russerne fik dog pyntet på stillingen lige inden pausen, hvorfor der stod 21-16 på måltavlen efter de første 30 minutter.

Ingen spænding om udfaldet
BSV’erne virkede i fuld kontrol fra anden halvlegs start, men Kasper Larsen havde svært ved at holde niveauet i målet, og efter 40 minutters spil kunne gæsterne reducere til 25-21. Et potentielt russisk comeback blev dog hurtigt lukket ned, og det skyldtes først og fremmest indskiftede Aljosa Rezar, som straks hev to redninger ud af ærmet.

I offensiven lyste Nikolaj Markussen op med flere flotte scoringer, og et kvarter før tid var kampen reelt afgjort, da den tårnhøje BSV-skytte sendte hjemmeholdet på 29-22. Peter Bredsdorff-Larsens mandskab kunne således let køre de to point i hus, og sejren på 39-28 kom aldrig i fare. I slutfasen blev der også værdifuld spilletid til et par af de unge BSV’ere, da Oliver Larsen tog plads i målet, mens Jens Dolberg Plougstrup blev indskiftet på backen.

Johan Hansen endte med at score imponerende 14 mål i opgøret og blev således suveræn topscorer. Fløjen og resten af Bjerringbro-Silkeborg får dog ikke tid til at hvile på laurbærrene. Tirsdag aften venter en hjemmekamp mod Mors-Thy Håndbold i ligaen, og på lørdag gælder det sæsonens første udekamp i Champions Leauge, hvor modstanderen er slovakiske Tatran Presov.