Måltyv bombede igen i suveræn SIF-sejr

Michael Helligsø 

Med to mål havde Ronnie Schwartz stor andel i SIF’s sikre sejr over FC Helsingør

FODBOLD Efter en svag start på sæsonen begynder det efterhånden at se fornuftigt ud for Silkeborg IF.

Det skyldes ikke mindst nytilkomne Ronnie Schwartz, der søndag scorede to mål i 3-0 sejren over FC Helsingør og nu har scoret fem gange i de seneste tre kampe.

Allerede i det fjerde minut slog målræven til for første gang. Stephan Petersen slap pludselig fri i et kontraløb og serverede en milimeterpræcis aflevering til Ronnie Schwartz, der smukt sparkede bolden op i hjørnet.

Det blev startskuddet til en flot første halvleg, hvor særligt kanterne Jeppe Okkels og Stephan Petersen havde god plads og viste flere gode ting. Det var dog Schwartz, der scorede det næste mål. Fem minutter før pausen kiksede Helsingørs keeper Mikkel Bruhn en dribling og nedlagde angriberen, der selv scorede på det efterfølgende straffespark.

Den dobbelte målscorer ramte også overliggeren i en fremragende første halvleg, hvor Helsingør dog også viste tænder i et par tilfælde og blandt andet ramte stolpen.

Anden halvleg blev knap så begivenhedsrig, men SIF’erne havde god kontrol over kampen, selv om Helsingørs Anders Holst blev noteret for endnu et stolpeskud.

Midt i anden halvleg blev opgøret endegyldigt afgjort.

Indskiftede Magnus Mattsson var pludselig fri og sparkede resolut sit hold på 3-0, og derfra virkede det som, at Helsingør mistede troen på point.

2363 tilskuere var på plads på Jysk Park, og de fik sæsonens vel nok bedste præstation at se fra SIF, der nu ligger på sjettepladsen.