Med Læserklubben til Sort Sol

Fantastisk naturoplevelse på himlen over marsklandet og efterfølgende herlig middag lørdag 13. oktober

Læserklubben drager mod Sønderjylland lørdag 13. oktober for at opsøge naturfænomenet Sort Sol. Dette opstår, når millioner af stære flyver i formationer på himlen for til sidst samlet at slå ned for natten.

Hvert forår og efterår kan man få denne meget specielle naturoplevelse - særligt i det sydvestjyske marskland. Mange millioner stære holder rast i området på deres efterårstræk.

Sort Sol i marsken kan enkelte gange rumme op til en million fugle. Når overnatningsflokken bliver over 500.000 fugle splittes flokken dog op, da der bliver for megen indre uro.

Man ved ikke præcis, hvorfor stærene flyver i så store flokke, men en årsag kunne være, at stæren er snæver- og nærsynet og derfor har svært ved at opdage fjender.

Stærens øjne sidder som hos os mennesker: Den ser godt frem, men ikke til siden eller bagud. Placeringen er ideel, når den skal fange stankelben, men er en ulempe, når den skal holde vagt. I de store flokke er stærene formentlig bedre i stand til at afvise angreb fra rovfugle.

Naturguide og fuglekender
Med Skave Turistfart kører bussen fra Silkeborg, Ikast og Herning mellem klokken 09.30 og 10.30 mod grænsen. Undervejs serveres en frokostsandwich.

Efter den dansk/tyske grænse holder vi en indkøbspause i Süderlügum, hvor der også vil være mulighed for køb af eftermiddagskaffe.

Turen går herefter til Tønder, hvor vi mødes med vores lokale naturguide og fuglekender, der tager os med ud i marsken. Guiden ved altid, hvad der sker i området lige netop nu, hvor de største stæreflokke befinder sig - og så har vi sikret adgang til ellers lukkede områder.

Sort Sol kan ikke helt beskrives, det skal ses, høres og lugtes.

Den hyggelige kro
Klokken 20 er vi klar til at få serveret dagens middag på Øster Højst Kro, der er et herligt sønderjysk sted med autentisk krostemning og kendt for deres traditionsrige kromad - lavet helt fra bunden.

Efter en oplevelsesrig dag med forhåbentlig masser af stæreballet er vi hjemme omkring midnat.

Forbehold: Da man jo ikke kan reservere dato og tid på de store stæretræk, kan vi være så uheldige at komme en aften, hvor stærene ikke laver Sort Sol, men så har vi fået en herlig efterårsdag i det sønderjyske.

Prisen for denne dagstur er for avisens abonnenter 675 kroner inklusiv buskørsel, turleder, naturguide, Sort Sol-arrangement, frokostsandwich samt aftensmåltid på Øster Højst Kro.

Tilmelding til Læserklubben.