Jysk sætter ny rekord og åbner flere butikker

Jakob Munk Schmidt 

Rekordomsætning på 16,1 milliarder kroner i Jysk Nordic

SEJS-SVEJBÆK/BRABRAND Lars Larsens Jysk Nordic åbnede 82 nye butikker, fik 6,7 millioner flere kunder og en nåede en rekordomsætning på 16,1 milliarder i regnskabsåret 2017/18.

Jysk Nordic står bag driften af 1249 Jysk-butikker i 20 lande, og ikke mindst tilgangen af kunder glæder administrerende direktør for Jysk Nordic, Jan Bøgh.

- Vi har igen i år vist, at der stadig er masser af potentiale i at tiltrække flere kunder til de fysiske butikker. Derfor vil Jysk også fortsætte med at åbne nye butikker, samtidig med at vi udvikler vores e-handel for at give kunderne mest mulig fleksibilitet, siger Jan Bøgh.

Han er derfor også meget tilfreds med, at væksten både har været drevet af flere onlinekunder og af flere besøgende i butikkerne.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at fremtidens vindere bliver de virksomheder, der formår at kombinere de forskellige salgskanaler på en måde, der sikrer en god kunderejse. Det er noget, vi har arbejdet på i Jysk gennem en årrække, men der er ingen tvivl om, at vi kan og skal blive endnu bedre, siger Jan Bøgh.

Massive investeringer
Derfor skal der også fortsat investeres i udvikling i alle dele af forretningen.

- I det seneste regnskabsår har vi lanceret et helt nyt butikskoncept, som kunderne har taget rigtig godt imod, og vi vil fortsætte med at ombygge og modernisere vores butikker, så de bliver endnu mere inspirerende, siger Jan Bøgh.

- Vi har også investeret stort i logistik, og vi blev i regnskabsåret færdige med udbygningen af vores store distributionscenter i Uldum i Danmark, ligesom vi snart kan tage vores helt nyopførte distributionscenter i Bulgarien i brug.

Jan Bøgh fremhæver vigtigheden af et moderne logistiksetup og evnen til at kunne levere hurtigt både til butikker og direkte til kunderne.

- Det er helt afgørende. Derfor er det en stor styrke, at vi gennem en årrække har investeret massivt i vores distributionscentre, siger Jan Bøgh.

Derudover peger han på medarbejderne som et område, hvor Jysk skal fastholde fokus på udvikling.

- En af grundene til, at Jysk øger salget, er selvfølgelig, at det generelt går rigtig godt i de lande, hvor vi har butikker. Det betyder blandt andet, at arbejdsløsheden er lav, og at der derfor er hård kamp om de bedste hoveder. Derfor har vi også stort fokus på at rekruttere og udvikle vores medarbejdere, så Jysk fortsat er attraktiv som arbejdsgiver, og så vi kan holde på de mange dygtige kolleger, der har været med til at skabe vores succes, siger Jan Bøgh.