Anders Dam dropper 1000 kronesedler ved kassen i Jyske Bank

Søren Nielsen 

Den lokale topchef har gennem længere tid talt for et kontantløst samfund. Nu vil han stoppe udbetalingen af 1000 kronesedler ved kassen i Jyske Bank

SILKEBORG Fra i dag er det ikke længere muligt at få udbetalt 1000 kroner i kontanter fra Jyske Banks betjente kasser.

Det fastslår topchef Anders Dam på det sociale medie Twitter.

»Der er tilsyneladende politisk flertal for at lade 1000 kroner-seddelen udgå. Fra dags dato vil det ikke længere være muligt at få udbetalt 1000 kroner i sedler fra JBs kasser. Vi vil straks undersøge i hvad omfang det også er muligt at stoppe for hævninger af disse sedler i vore pengeautomater,« skriver Anders Dam.

Den lokale bankdirektør har gennem længere tid talt for indførelsen af et kontantløst samfund. Det vil reducere kriminalitet, mener han.

Dagens udmelding kommer dog som en reaktion på politiske udmeldinger i kølvandet på hvidvask-skandalen i Danske Bank.

Forslaget om at droppe den værdifulde seddel fra Finans Danmark kom, efter at regeringen, Socialdemokratiet, DF, Radikale og SF onsdag præsenterede en aftale om en ny pakke med hvidvaskinitiativer.

Den indebærer blandt andet, at det ikke længere skal være muligt at betale, veksle eller få udleveret en 500 euroseddel i Danmark. Netop disse sedler har været et problem i hvidvaskbekæmpelsen.