Læserklubben tager til det vestlige USA

Oplev Amerikas smukke vestkyst, pulserende storbyer, betagende nationalparker og øde ørkenområder. Rejs med Læserklubben rundt i minibus i perioden 15.-26. marts

Læserklubbens specialrejser med plads til maksimalt otte personer i gruppen er blevet ret eftertragtede. Muligheden for at smutte »egne veje« og ikke hele tiden at skulle vente og indordne sig under en større gruppe, passer til manges temperament.

Rejselederen er med fra start til slut, og du får det fulde udbytte af dennes viden omkring rejsemålet.

Denne gang har vi valgt at lade rejsen gå til den vestlige del af USA - et meget attraktivt område, som inkluderer pulserende storbyer, ørken, enestående nationalparker, smukke kyststrækninger og fjerntliggende kvægfarme. Rejsebureauet OurWorld A/S er teknisk arrangør, når vi sætter kursen mod Guds eget land 15.-26. marts.

Gruppen mødes godt en måneds tid i forvejen for sammen med rejselederen at gennemgå turen.

Englenes by
Næste gang, vi mødes, er fredag 15. marts i Billund Lufthavn tidligt om morgenen, hvor vi med KLM skal flyve via Amsterdam til Los Angeles.

Ankomst klokken 12.55, lokal tid, hvorefter vi kører direkte til vores hotel for de næste to nætter.

Los Angeles »Englenes By« er mere et område end en reel by. Faktisk består Los Angeles af i alt 88 byer i forskellige størrelser og er byen, hvor alt eller intet kan lade sig gøre.

Vi begynder dagens rundtur i »El Pueblo de Los Angeles« - stedet, hvor byen fødtes for 220 år siden. Herefter besøger vi Little Tokyo, Chinatown, Hollywood med blandt andet »Walk of Fame«, Beverly Hills, hvor stjernernes huse overgår hinanden i størrelse og arkitektur, og Rodeo Drive - de riges shoppinggade.

Et twist af Mexico
Efter pulserende LA kører vi søndag sydpå til San Diego - også en storby, men så ganske anderledes end den vi kommer fra. Byen er beliggende tæt på den mexikanske grænse, hvilket giver byen et naturligt og spændende miks af den amerikanske og mexikanske livsstil.

Vi ser både området ved Seaport Village, det gigantiske hangarskib USS Midway, den historiske park, Gastown Quarter og også den fashionable »forstad« La Jolla, der ligger smukt ud til Stillehavet.

Mandag efter morgenmaden forlader vi San Diego og kører til Joshua Tree National Park, hvor vi finder de berømte Joshua træer.

Med lidt held ser vi også ørkenskildpadder.

Turen fortsætter til Lake Havasu City og byens hovedattraktion, London Bridge.

Fantastiske farvespil
Tirsdag kører vi blandt andet på den legendariske Route 66 til betagende Grand Canyon. Vi bor inde i selve nationalparken, så vi kan nyde denne gigantiske og helt enstående kløft på alle tider af døgnet. Crand Canyon skifter ligesom farvenuancer dagen igennem, og specielt ved solopgang/-nedgang er det utroligt storslået at stå og kigge ned i det vældige dyb, hvor Coloradofloden snor sig i bunden.

Hele området byder på imponerende udsigter, og vi giver os god tid til at se og opleve. Er vi rigtig heldige, kan vi se den sjældne californiske condor.

Hvem er smukkest?
Når vi kan løsrive os, fortsætter vi rejsen via Page, der ligger ved Glen Dam - det imponerende bygningsværk og den menneskeskabte sø, Lake Powell.

Næste nationalpark venter, nemlig Bryce Canyon, hvor man kører oppe på et plateau og kigger ned.

Hefter gælder det Zion Nationalpark og modsat Bryce, så kører man her nede i kløften og kigger op. Parken rummer mange sære sten med underlige formationer, og da Zion betyder helligt sted, er flere af disse religiøse navne.

Der er uenighed om, hvilken af de tre nationalparker der er den smukkeste. Men alle besøgende kan vist være enige om, at betagende er de alle.

Vanvittige Las Vegas
Via mormonlandet kører vi til Las Vegas og hvilket skift. Fra øde natur havner vi pludselig i et inferno af lys, lyd og farver.

Las Vegas er vanvittig og fascinerende. Hovedgaden »The Strip« er stedet, hvor det sker. Her finder man det ene gigantiske casino efter det andet og fantasien har fået frit spil i kampen om kunderne. Enten man er til spil eller ej, så er byen helt utrolig, speicielt når mørket falder på.

Vi snupper en ekstra dag i spillebyen, inden vi søndag kører til Dødens Dal, hvor temperaturen i sommerperioden kan komme op omkring de 50 grader.

Turen går nu tilbage til Los Angeles, hvor vi tager den sidste overnatning, inden vi mandag formiddag kører mod lufthavnen og flyver med KLM tilbage til Billund.

Prisen for denne rejse er for avisens abonnenter 19.995 kroner per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter kan deltage for 20.995 kroner. Personer i eneværelse betaler 25.750 kroner. I prisen er inkluderet morgenmad samt alle naturlige entreer.

Tilmelding til Læserklubben.