Folkemøde med masser af musik

Christian Kloch Larsen 

Korshærens Genbrugs Band er blandt de mange bands på scenen under Silkeborg Folkemøde

FOLKEMØDE Der er masser af livemusik på programmet de kommende dage under Silkeborg Folkemøde. Der er koncerter, der både har budskab og kant, og koncerter som bare skal gøre et besøg på folkemødet til en god og underholdende oplevelse.

Et band med kant, som spiller flere gange i løbet af folkemødet, er KGB, som står for Korshærens Genbrugs Band.

Og det er netop et husorkester af brugere, som benytter Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg.

Musik i haven
Den fælles bundklang i KGB er det sociale, menneskelige og musikalske fællesskab og at samspillet styrker såvel selvtillid og selvværd.

KGB spiller både fredag og lørdag ved folkemødet, hvor bandet spiller et par af deres egne sange. Slightly Stronger og Psychoheads er to bands fra psykiatrien, som dyrker fællesskabet og menneskelig udvikling, og som byder på numre af navne som Neil Young, TV2 og Coldplay.

I Theodoars Have kan man også oplevet bandet Ven-Skaberne, som spiller og synger om trivsel for børn.

På folkemødet er der stor fokus på sundhed og trivsel og det er netop kernen i Lungekoret, som giver lungesyge borgere mulighed for at træne lungerne med sang i hyggeligt samvær med andre med samme lidelse.

Der er også ungarsk musik fra Silkeborgs venskabskommune, Tiszaalpár i Ungarn, hvorfra en shaman og hans sangere underholder under folkemødet.

Lokale bands bakker op
Flere lokale bands bakker også op med underholdning til folkemødet. Witters Syndrom, med Troels Witter i front, byder fredag eftermiddag på dansksproget rock med stærke poetiske tekster, der kredser om livet her og nu - på godt og ondt.

Robert Thompson bidrager med egne sange, som tager udgangspunkt i de oplevelser, vi alle har med i bagagen på vej gennem livet, og den chilenskfødte silkeborgenser, Pedro Oyarzo, underholder med sit klassiske guitarspil. Fredagens musikprogram slutter med Yellow Spoon, som er en duo med de to lokale musikere, Rasmus Riis Sitarz og pianisten Christoffer Holm Clausen.

Folkemødets dag nummer to åbner med fællessang med Silkeborg Motetkor Og selv om det er lørdag, er der koncert med Silkeborgbandet Fredag, som er aktuel med det første fuldlængde album, og den lokale singersongwriter Alla Østerdahl, som er på scenen med sine intense og eftertænksomme sange.